|
Keramik fremstilling generelt.I keramikkens verden er leret det vigtigste råstof. Ler har helt givet været det første materiale, som har været brugt til fremstilling af f.eks. krukker. Den nødvendige teknik har været kendt blandt de fleste kultursamfund før vor tidsregning. Den mest kendte lerfarve er den rødlige terrakottafarve, der skyldes lerets indhold af jern. Lerkrukker findes også i andre naturfarver. De er så fremstillet af andre typer ler end den rødbrune. Det kan f.eks. være en blå lertype, som er uden jern. Her bliver resultatet guligt.Ler har flere egenskaber, som er ganske afgørende for fremstilling af keramikprodukter. I forening med vand kan det formes i det uendelige og kan bevare denne form efter tørring. Efter en brænding får det tilmed en øget styrke og holdbarhed, samtidig med at det kan forandre farve, afhængig af dets kemiske sammensætning. Til fremstilling af det mest almindelige lertøj og stentøj, som udgør en stor del af keramikken, anvendes typisk det kalkholdige blåler, som giver den gullige farvetoning og det jernholdige rødler som giver en mere rødlig farve. Disse lerarter forekommer naturligt og indeholder relativt store mængder akalier og jern. De har betegnelsen sintringsstoffer. Sintringsstofferne smelter og deformeres ved temperaturer over 1050 grader. Derfor brændes lertøj (stentøj) almindeligvis ved en så lav tempereatur, at denne smeltning og deformation ikke finder sted (usintret). På denne måde bevares den porøse strutur. Produktet er dog ikke vandtæt. Dertil kræves en glasering. Af de to lerarter er blåleret det mest smidige og derfor det mest anvendelige for en begynder. Hvis leret er meget fedt, kan det have en tilbøjelighed til at revne, når det tørres og brændes. Dette kan modvirkes ved at iblande en mindre mængde pulveriseret ler, fint sand eller chamottepulver der også gør leret ildfast. Materialet fås hos de farvehandlere, som forhandler keramiske produkter. Det almindelige blå- eller rødler til hobbybrug er "fedt" i ovennævnte betydning. Man kan ændre lerets farve ved at tilsætte metaloxyder. Desuden kan lerfarve som findes i mange kulører, fremstillet af lerpulver, bruges til at male emnerne. Den helt primitive brænding af lerting foregår i såkaldte miler eller jordovne, i det fri. Emner, som vist på billedet herover, der brændes på denne måde, får en smuk mørk farve, som stammer fra tørverøgens påvirkning. I en elektrisk ovn, hvor varmegraden er langt højere, ville de samme genstande få lerets oprindelige farve. En lerting der skal brændes, må først og fremmest være helt gennemtør. Tørringen skal ske ved almindelig stuetemperatur og den må ikke forceres. Anbringes genstanden f.eks. på et varmeapparat, vil leret med sikkerhed revne. Under tørring og efterfølgende brænding kan leret svinde med helt op til 15%. Dette skal der tages højde for, hvis genstanden skal anvendes til et bestemt formål. Uden arfaringer kan det være en god start, at begynde at "lege med ler". Til denne proces skal der bruges et arbejdsbord. Det skal være solidt og stå godt på benene. Det er vigtigt at bordpladen er upoleret for at undgå at leret hænger fast. Har men ikke en upoleret bordplade, kan linolium eller en kraftig papplade anvendes som underlag. Bordet behøver ikke være stort, men skal have en passende højde, så der kan arbejdes ubesværet ved dette. Det første mange vil gøre, når de får en klump ler i hånden er at rulle en kugle. Dette behøver man ikke lære. Det er noget man simpelt hen kan. En pølse af ler er heller ikke vanskelig at forme. Den rulles og trilles af et aflangt stykke ler ved hjælp af de flade hænder og spredte fingre. Rulningen fortages på bordpladen og ikke mellem hænderne. Hvis denne "figur" revner når den bøjes, er det tegn på at leret er "magert" og derfor ikke er helt ideelt. Ved at påfører vand med en svamp eller en klud, kan fugtigheden øges. Det bedste er vand som indeholder opløst ler. Derved undgår man at leret falder sammen. For ydeligere at blive fortrolig med leret, kan man prøve at fremstille en "perlekæde". Skær leret ud i passende små stykker med en skæretråd, der fremstilles af et stykke ståltråd med en pind i hver ende. Af stykkerne trilles der et større antal små kugler. Gennem hver kugle stikkes der et hul, således at de færdigbrændte kugler kan trækkes på en snor. Lerkuglerne anbringes i en urtepotte og kan f.eks. brændes i en alm. kakkeloven. Kuglerne kan man dekorerer med lerfarve eller de kan glaseres. Det sidste er dog en lidt vanskeligere proces og for en nybegynder er det bedst at anvende "frittet" glasur, som kan fås i forretninger der handler med keramiske produkter til fremstilling af stentøj m.v. Denne glasur er klar til brug og stiller ikke så store krav til ovnen og selve brændingen. En anden simpel figur man kan fremstille i starten er en terning. Husk, at summen af øjnene på de parallelle modstående flader altid skal give 7. Specielt om RAKU.RAKU-keramik er udendørsbrændt keramik (stentøj). Teknikken stammer fra Japan, hvor en japansk familie, der levede i det 16. åehundrede, fik "raku" navnet skænket af en tecermonimester, fordi familien fremstillede smukke og enkle teskåle. Disse gamle japanere stræbte i virkeligheden mod høje idealer om harmoni og enkelhed.Lidt om metoden. En ovn til brænding af stentøj efter denne tradition, kan f.eks. bygges op af mursten. Der skal bruges ca. 150 mursten og ovnen, som bliver ca. 125 x 45 cm, skal bestå af en varmekanal fra selve brændefyringen og et ovnrum hvor stentøjs-emnerne anbringes under brænding, på en ovnplade, der skal kunne tåle den høje temperatur. Ovnrummets øverste mursten skal kunne fjernes, så rummet kan tømmes og fyldes. Aftrækshuller kan placeres i ovnrummets side, øverst og er egntlig blot løse mursten som kan rykkes i selve konstruktionen. Ovnpladen må ikke fylde hele ovnrummet og skal være anbragt i en højde over fyringskanalen for at undgå at flammer kommer i direkte berøring med keramikken. Som et alternativ kan der anvendes en gasovn til udendørs brug. Et afgørende punkt er, at keramik-emenerne kan komme udendørs så hurtigt som muligt, umiddelbart efter brændingen er overstået, for at opnå det der kaldes en reduktion. Først forglødes de fremstillede stentøjs-emner evt. i en elovn, ved lidt over 900 grader. Herefter glaceres de og sættes i RAKU-ovnen, der opvarmes til ca. 1000 grader. Efter ca. 20 minutters forløb er glasuren smeltet. Krukkerne tages derefter ud i luften med en (RAKU)-tang. Luftens afkøling af emnerne gør at glasuren krakelerer. Krukkerne skal herefter anbringes i en tæt kasse eller beholder som også indeholder savsmuld, papir eller andet brandbart materiale. Dette medfører at ilt i leret forsvinder (reduktion) og at de uglasserede flader og krakkeleringer bliver sorte. Man kan afslutte reduktionen ved at afkøle det brændte stentøj i en spand med vand. Ikke alle er tilhængere af denne metode bl.a. fordi stentøjsoverfladen ikke med sikkerhed er vandtæt. Hele denne proces er medvirkende til at RAKU-brændte emner er unikke. De mønstre og farver der opstår er ikke ens på de forskellige krukker m.v. Selve brændemetoden gør at tingene ikke bliver reelt vandtætte og derfor ikke egner sig til konstant vandpåvirkning som f.eks. vaser, men gerne som tepotter og krus. Hvis du har erfaringer omkring dette emne, er du velkommen til at fremstille en artikel om dette. Den vil så blive bragt på internet-salg.dk under artikler. Du kan sende mail her. Hjemmesider om keramik og fremstilling:www.raku-keramik.dk | www.raku-yaki.or.jp | japanese.about.com/od/ceramics/www.fromthekiln.com | www.paulsoldner.com | www.bearclover.net/pottery/ Artikler og tekster kan sendes her. Alle publicerede artikler kan indeholde link til forfatterens hjemmeside. Sidst ændret (Last Modified) 17. februar 2018 . |